Behandling af seksuelt bekymrende adfærd
Formål:
Hos Familiens Anker tilbyder vi specialiseret behandling til børn og unge, der har udvist seksuelt bekymrende og/eller krænkende adfærd, fysisk eller digitalt.
Formålet er at skabe forståelse, ansvar og varig adfærdsændring, så barnet eller den unge kan udvikle sig i retning af trivsel, sunde relationer og en sund alderssvarende seksualitet.
Målgruppe:
Tilbuddet retter sig mod børn og unge, der:
én eller flere gange har udvist seksuelt bekymrende og/eller krænkende adfærd
vurderes at kunne indgå i et behandlingsforløb individuelt eller med netværksinddragelse
har behov for en tværfagligt forankret indsats, hvor traumer, sociale forhold og udviklingsmæssige udfordringer tænkes sammen
Vi ved, at seksuelt bekymrende adfærd sjældent udspringer af et ønske om at skade andre, men ofte af underliggende følelsesmæssige, sociale eller udviklingsmæssige vanskeligheder.
Adfærden kan være et udtryk for:
manglende forståelse for grænser og sociale normer
efterreaktioner på egne traumatiske oplevelser eller overgreb
udviklingsforstyrrelser såsom ADHD, autisme eller kognitive vanskeligheder
Udredning – et nødvendigt fundament for behandling:
Før et barn eller en ung indgår i behandling, er det altafgørende at forstå hvad der ligger bag adfærden, hvorfor udredning af seksuelt bekymrende adfærd er et helt centralt fundament for enhver behandlingsindsats ved seksuelt bekymrende eller krænkende adfærd.
Hos Familiens Anker kan vi bistå med specialiseret udredning forud for behandlingsforløb ved seksuelt bekymrende adfærd.
Hos Familiens Anker sikrer udredningen, at behandlingen ikke blot reagerer på adfærden, men forstår og adresserer årsagerne bag den – og derved giver barnet/ den unge de bedste forudsætninger for varig udvikling.
Fokusområder:
Reduktion eller ophør af seksuelt bekymrende/krænkende adfærd
Udvikling af indsigt, ansvar, empati og fremadrettede strategier samt handlemuligheder
Styrkelse af følelsesmæssig regulering og sociale kompetencer
Udvikling af alderssvarende og sund seksualitet
Inddragelse af forældre og netværk som en aktiv del af behandlingen
Forebyggelse af recidiv gennem stabilitet, støtte og læring
Samarbejde:
Hos Familiens Anker vægter vi det tværsektorielle samarbejde højt, da en målrettet og koordineret indsats omkring barnet eller den unge er afgørende for at skabe varige resultater.
Vi arbejder tæt sammen med myndighedsrådgivere, skole, familie og øvrige relevante aktører, så behandlingen forbliver koordineret, tryg og sammenhængende.
I sager, hvor der er behov for særligt tværfagligt samarbejde, indgår vi efter aftale med:
Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN) – i sager, hvor barnet eller den unge har en aktiv sag, eller hvor adfærden har medført juridiske eller kriminalitetsrelaterede problemstillinger. Her bidrager vi med løbende status i overensstemmelse med UKN’s rammer og formål.
Børne- og Ungdomspsykiatrien – i sager, hvor der er behov for en sideløbende behandlingsstøtte. Vi har erfaring med at koordinere parallelle eller efterfølgende forløb, så behandlingen bliver sammenhængende og understøtter barnets samlede udvikling og trivsel.
Vi lægger vægt på klar kommunikation, gensidig respekt og løbende faglig dialog med alle involverede samarbejdspartnere.
Målet er, at barnet eller den unge oplever et forløb med sammenhæng, kontinuitet og fælles retning – uanset hvilke systemer eller fagpersoner, der er omkring dem.
Kontakt os gerne for faglig sparring eller visitation.